onsdag den 27. august 2014

August 2014

Vi har ferie lige nu - en måned forskudt af alle andre, hehe. Vi nyder det! I stor stil <3 Især i denne uge hvor solen viser sig igen og vi kan være i haven fra tidligt til sent! Det er skønt.






torsdag den 13. februar 2014

Torsdag formiddag


Uhh, det der fastelavn kostume trækker lidt ud… Jeg tror muligvis nok jeg er ved at have sporet mig ind på hvad det skal være :-)
…skal bare lige have lavet skitse og kigge på lageret efter materialer ;-)

Imellemtiden klipper jeg lige lidt mere uld ud. Som allerede vist på IG har jeg nemlig knækket koden til at sy bodystockinger! Jeg troede det var det sværeste i verden. Det er det nok ikke ;-) 

Viser bodyen til KJ frem senere.

Ha' en dejlig dag - og hey, her skinner solen! <3



mandag den 10. februar 2014

12MOK - Status anden uge af februar

I denne måned strikker jeg som nævnt Bella toppen. Jeg har kigget med beundring efter det fine bladmønster som mange har vist frem, især på det sidste på Instagram. Endelig tog jeg mig mod til at prøve mønsteret selv. 

Indtil videre går det faktisk fint.. Eller det tror jeg ihvertfald ;-) Jeg mangler kun 6 ud af de 30 pinde der er i diagrammet. Derefter er det ærmer og derefter rundt og rundt indtil toppen er lang nok. Jeg håber jeg når det her i februar :-)


Tøsebukser m. flæse på lommen

Yes! Så fik jeg lavet ændringer på mit baby/barn buksemønster så det har fin flæse på skrålommen og er dejlig nemt at sy. Det er nemt, men det tager tid. Til gengæld synes jeg simpelthen det er så fint med alle de små detaljer.

Jeg tror jeg vil lave en lidt mere udførlig beskrivelse en anden dag af hvordan jeg har syet de forskellige detaljer, for nu vil jeg bare remse op:
- skrålommer
- satinfoer i lommerne
- øverste snip af lommen er fløjl
- flæse på lommerne
- flæsekant syet med rullesømtrykfod på symaskinen
- elastikken i linningen er overlocket på som jeg har gjort på de andre tullebukser jeg tidligere har lavet
- desuden er benelastikken også overlocket på efter samme metode

Jeg synes at bukserne er ligeså flotte indvendig som udvendig - og det elsker jeg! Sætter virkelig pris på gode teknikker der kan hjælpe til at finishen bliver lige det bedre og tingene kommer til at se færdige ud. Der er selvfølgelig nogle bitte små ting der kunne være mere lige og nøjagtige på dette par, men jeg tror ikke der er andre end mig og jer andre sy-kyndige der ser det. Jeg er så tilfreds med resultatet, det bliver bestemt ikke det sidste par jeg laver af mit nye mønster <3

Bukserne er str.80/86 og en fødselsdagsgave. Jeg glæder mig meget til at give dem i dag/ i morgen/ senere, ihvertfald mandag aften ;-) Nu må jeg vist hellere hoppe i seng - godnat!

















lørdag den 1. februar 2014

Fastelavnskostumet skal laves her i februar måned

Jeg er blevet lidt vild med de forskellige initiativer der får flere bloggere engageret i de samme temaer. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men jeg mener "Temamåneder" såsom Baby-month, Sew-alongs, "Prøv et nyt sy mønster hver måned" eller "12 Months Of Knit". Det er virkelig sjovt at arbejde på et projekt og sideløbende kunne følge med i andres lignende projekter :-)

Derfor blev jeg også helt revet med tilbage i starten af januar da Karin Ea/Mig&My foreslog at gøre februar måned til temamåned for Fastelavn  :-)

Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad Klara Johanne skal klædes ud som, men i dag har vi jo 1.februar, så der er 28 dage til at finde ud af hvilket kostume det skal være -og få det lavet ;-)

Jeg vil starte med at finde inspiration på den her side og i det her katalog.



fredag den 31. januar 2014

12MOK - Januar

Så lige her på falderebet vil jeg vise de to ting jeg fik strikket i januar. I har set dem før (;-)), i hver deres indlæg hvor der står nærmere detaljer. 

Pixieluen finder du her - Vesten finder du her 

I februar måned vil jeg arbejde videre på den Bella top jeg er tyvstartet på (ses på @ditts på Instagram). Jeg glæder mig til at kunne vise den frem. Jeg har endnu ikke planlagt projekt for de resterende måneder, men er sikker på at jeg nok skal finde inspiration hos jer andre løbende :-)

God strikkelyst derude <3 <3 <3


12 Months Of Knit (12MOK)

Da initiativet 12 Months Of Knit først begynde at florere rundt om i Blogville, tænkte jeg at det absolut ikke ville være noget for mig. At jeg ville komme til at føle mig presset og få dårlig samvittighed. Nu kan jeg så se at Cecilies fine initiativ faktisk sender ringe ud på både blogs og Instagram, der i den grad inspirerer mig til at holde strikkegejsten i live… Så ja… Nu hopper jeg også på vognen :-) Jeg kan vist lige nå det for januar ;-) 


Strikket Pixielue (elefanthue) til børn

Som jeg nævnte da jeg præsenterede den lilla vest her; har jeg begivet mig ud i projekt Pixielue. Jeg fandt inspiration til både vest og hue næsten samtidig hos Mig og My, som jeg har nævnt nogle gange :-) Og så stod det lidt stille med at turde at starte strikkepindende op. 
Jeg har mest set mig selv som en der hækler, nu syer jeg også og er pludselig blevet glad for at strikke. Wow… Anyways. Jeg har lavet Pixieluen færdig. Og den blev fin. Lækker hue, helt uden fejl, bare liiige med det minus at den blev størrelse kæmpestor :-( Den passer mig.

Men jeg fik den lavet. Og vesten blev lavet. Det har givet mig troen på at jeg faktisk er sådan en der kan strikke. Jeg synes Pixieluen så viiildt svær ud, men når man først går igang virker det pludselig meget logisk. Jeg skal helt sikkert lave en hue mere, men først skal jeg lave det der stod på listen efter Pixielue; nemlig en Bella fra Lene Holme Samsøe.

Mønsteret er endt med at være det fra hæftet Tilbehør no.59 fra Hjertegarn. Jeg fandt som skrevet tidligere for år tilbage opskriften på norsk hos Tante T, men turde ikke strikke ud fra den da jeg var så usikker på mit strik :-) Siden mønsteret fra Hjertegarn vist sig at være noget stor i det, laver jeg altså den næste hue på min egen måde, nok med 80 masker som start (efter samråd med en ivrig strikker på Instagram ;-)). 
Garnet er endnu engang Merino Extra Fine fra Drops. Jeg har en del af det på lager og det føles godt at få brugt materialer fra lageret når det er muligt :-)

For at se flere udgaver af huen, så prøv at google "Pixielue", der er virkelig lavet mange finde varianter :-)






Lækker uld bluse til mor

I mandags var jeg forhindret i at køre til kursus i Aalborg p.g.a. sne og kraftig blæst over Vensyssel. Jeg turde simpelthen ikke begive mig ud på vejene :-/
Det var rimelig fladt at sidde herhjemme og prøve sig frem med de tunge grafik programmer, men lidt har også ret. Jeg har SÅ mange ideer til hvad jeg gerne vil lave, men det tager godt nok lang tid at lære programmerne i Adobe pakken at kende, så ideerne må måske skaleres lidt ned ;-)

Om eftermiddagen og aftenen smuttede det her helt fantastiske tynde uldstof igennem maskinerne. Jeg har som mange andre fået stof hjem fra Stofdepotet.dk. 6 meter i alt, 4 meter tynd lækker uld og 2 meter vævet jaquard der nok bliver til bukser. 

Den sorte uld koster 80kr/m, der går 1,2m til en bluse str.38, det giver en pris på 96kr. Det synes jeg er en fin pris på en lækker uld bluse.

Udover at jeg er meget tilfreds med kvaliteten og den gode pris, så er jeg vildt stolt over finishen på blusen! Jeg synes simpelthen den sidder lige i skabet.

Mønster er 23042 fra Stof og Stil. Desværre er det ved at udgå, så du kan ikke finde det på deres hjemmeside, men skal søge direkte på artikelnummeret. Tilgengæld har jeg kun givet 10kr for mønsteret her i jan. 2014… Æhhh… jeg har lige søgt på det… det er allerede udsolgt. Æv. Så må I derude selv igang med at konstruere et lignende ærme (se her hvordan det ser ud). Jeg faldt for mønsteret da jeg så Nicoline/Himpsegimpses flotte udgaver. Du kan se dem her, her, herher og på her. Hun er bare så dygtig! Som I nok kan se arter de skønne pufærmer sig på lidt forskellige vis alt efter om du laves i kraftig jaquard eller tynd jersey. Jeg synes modellen er skøn og netop det at stofvalg giver forskellig effekt, gør at man vist sagtens kan have mange forskellige 23042-bluser/kjoler i skabet :-) 
Jeg har syet i str.38 (det bruger jeg ikke normalt, høhø), så mønsteret er altså til den store side. Jeg er nærmere str.40. Desuden er det kort på ærmerne, så næste gang lægger jeg 5 cm til på ærmelængden. 
Stof er som skrevet tynd uldstrik, du kan finde den lige her. Pris for bluse (1,2m): 96kr. Det er noget levende stof at arbejde med, men med lidt tålmodighed bliver resultatet super. 
Syteknikker I og med stoffet kan strække sig en del turde jeg ikke bruge almindelig ligeud sting, så hele blusen er syet udelukkende på h.h.v. overlocker og med tvillingenål i symaskinen. Det har givet SÅ lækker en finish og en trøje der har stræksømme over det hele. Dejligt.
Halskanten er overlocket på som en rib, uden stikninger, for at sikre fuld strækbarhed. Se f.eks. her hvordan man gør.
Ærmer og bundkant er lagt op med en tvillingenål til stretch og det giver en lækker afslutning. Det er lidt svært at se med sort tråd på sort stof, men se her hos Line hvordan det ser ud når man bruger tvillingenål (jeg har dog ikke overlocket som Line gør, kun brugt tvillingenål).
Desuden er ærmerne lagt op før de blev samlet og tilsidst har jeg hæftet overlock tråden og syet overlock "flappen" ind til ærmet med en almindelig nål på maskinen. Teknikken har jeg set her i Regenbodenbody videoen, ca. 12 minutter inde i videoen.

Jeg er virkelig begejstret over de "nye" teknikker til at arbejde i strækstof og jeg tror jeg kommer til at lave mange flere trøjer/kjoler til mig selv :-)










mandag den 27. januar 2014

Blomstrede forårsbukser

Lige nu raser snestormen som vist egentlig ikke kan klassificeres som en snestorm men i DEN grad føles som en udenfor og jeg sidder trygt inde i køkkenet og har brændovnen til at køre på fuld drøn. Jeg skulle egentlig være i Aalborg lige nu; jeg er nemlig igang med et helt fantastisk spændende 6 ugers kursus i Adobe CS/CC programmerne Illustrator, InDesign og Photoshop. 
Jeg er brænd ærgerlig over at jeg ikke er derude i dag, men jeg turde simpelthen ikke køre ud i stormen! …jeg fik virkelig nok af snefygning og snekørsel her i weekenden, hvor jeg bl.a. gravede en Touran fri af en giga snedrive natten mellem lørdag og søndag! Heldigvis kom min kæreste hjem fra en rejse med job i går aftes, jeg var begyndt at blive bekymret for om sneen ville holde ham tilbage i en eller anden lufthavn et sted ude i verden.
Nå, men nu er vi alle vel hjemme igen og må bare vente til at naturen holder pause med at rase.

Klara Johanne er ved at få en masse tænder lige nu, deriblandt to hjørnetænder, og det gør altså at hun vågner op rigtig mange gange i løbet af en aften. Sådan en aften der bliver afbrudt 4-5 gange i løbet af 3 timer bliver altså ikke særlig produktiv… eller afslappende for den sags skyld ;-) Så indimellem kursus med lang transport tid, dagligdags gøremål, forkølelse og tandfrembrud er det ikke meget jeg har fået syet eller strikket eller hæklet. Det er bestemt ikke ideerne der mangler, der er dejligt mange ideer jeg gerne vil afprøve. Som altid, fristes jeg til at skrive ;-) 

I fredags lykkedes det endelig at få lavet endnu et par forårsbukser færdige. De er en del af en gave sammen med leo bukserne, som blev færdige for 14 dage siden. 

Jeg ville gerne lave et par med flæsekant ved lommerne og seperat linning, ligesom dem jeg lavede til KJ i maj 2013. Men et eller andet gik galt da jeg lavede mønsteret og i stedet for at bukserne skulle være str.80/86 blev de nærmere str.86/92. Derfor valgte jeg at lave et par simple bukser efter fuldstændig samme fremgangs måde som leo bukserne. Disse blev en str.80/86. Du kan se fremgangsmåden her.

Jeg er rigtig godt tilfreds med de simple bukser. Synes simpelthen de er skønne og jeg ved at KJ kommer til at få mange af den slags bukser her til foråret.

Nu vil jeg pakke bukserne så de kan blive sendt afsted trods snestorm ;-) Så er der kun tilbage at håbe at modtageren bliver ligeså glad for bukserne som vi er!







lørdag den 18. januar 2014

Vundet KAM trykknaptang og knapper

En anden ting der skete lige før jul, var at jeg vandt min første give-away nogensinde! Jubiii :-) Jeg blev simpelthen helt utrolig glad :-) 

Det var ovre hos Anne-Sofie med bloggen Fingernem jeg var heldig, og vandt en tosset masse trykknapper og en trykknaptang fra KAM. Hallo, det er jeg glad for. Egentig er det lidt pudsigt at jeg i flere år har ønsket mig en trykknaptang, men har "sparet" den væk, i november købte jeg endelig Prym tangen og så vinder jeg denne i december. Heldige mig :-) 

Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at prøve knapperne, men jeg har forskellige små projekter i tankerne, hvor disse knapper kan give lidt ekstra finhed.

Hvis du selv har lyst til at prøve tang og knapper har jeg set at det jeg har vundet er en slags startsæt. Sættet er sponsoreret af funkjogging.dk, hvor de forhandler forskellige typer KAM trykknapper. Du kan se hvordan de fungerer her hos Anne-Sofie.

Ha' en dejlig lørdag aften  


torsdag den 16. januar 2014

Hjemmesyet tøj

Jeg har slet ikke vist hvad jeg købte til Klara Johanne lige før jul. Længe har jeg tænkt at jeg gerne ville støtte nogen af de mange dygtige damer der sidder og syer børnetøj hjemme, enten i deres fritid eller på fuld tid. Jeg synes altid det er meget inspirerende at se hvad andre laver og så synes jeg det er virkelig flot at folk har mod (til) på at sy til andre. Jeg bliver selv helt nervøs når jeg skal lave ting til andre :-0

Jeg har en fornemmelse af at der kommer flere og flere der vælger at leve helt eller halvt af deres lyst og evne til at skabe. Jeg ved ikke om det stemmer eller om det bare er mig der er blevet god til at opsnuse de forskellige hel og halvtids syersker. Efterhånden har jeg fundet dem både på blogs, Facebook og Instagram. Jeg synes bare det er skønt med al den dejlige inspiration der er at hente. 

En af dem jeg elsker at følge på Instagram er Christina bag brugernavnet @smuttii! Hun syer virkelig lækkert tøj, fine modeller i skønt stof. Derudover viser hun hækling, strik og mad, hvilket jo må siges alle også er blandt det jeg elsker. 

Jeg kunne have valg mange af de ting Christina sælger i sin shop smuttii.dk, men jeg begrænsede mig til 2 stk lækkert hjemmesyet tøj. Det blev en yndig leopardkjole i str.80 og en skøn heldragt i str.86. Begge dele har allerede været vasket flere gange (3-4) og det kan man overhovedet ikke se. Det skulle man jo heller ikke gerne kunne, men jeg har selv været uheldig med noget jeg tidligere har syet, hvor det blev grimt efter første vask. Pasformen er også bare rigtig god på både dragt og kjole. Det er pænt tætsiddende og ikke stort og slasket som nogen måske forbinder med det hjemmesyede look ;-)

Alt i alt, er det bare rigtig lækkert tøj i en god kvalitet. Så derfor kan jeg bestemt anbefale jer andre at slå vejen forbi Christinas shop næste gang i skal have tøj til poderne, eller måske mangler en gave.

Faktisk har Christina også en blog og er på Facebook, så du kan finde hende hele 4 steder:

P.s. det her indlæg har jeg lavet på eget initiativ og fordi jeg er ret begejstret for hjemmesyet tøj ;-)

Nogle af de andre fine steder jeg har udset mig og som jeg håber at komme til at handle hos i fremtiden er:
Ingbritts Musshi Cph

Happy shopping ;-)







onsdag den 15. januar 2014

Leo bukser i fløjl med for

Resultatet af tid på syværelset. 2 par leo bukser i fløjl. Den ene par str.80/86 uden for og det andet par str.74/80 med for. 

Modellen er fuldstændig magen til det par jeg lavede i lilla i december. Du kan se alle detaljerne lige her.

Denne gang prøvede jeg at lave foret sådan at man ikke kan se syningen. Det lykkedes, men ikke på en speciel fiks måde. Jeg syede de to ens par bukser (leo og lysegrøn) og satte derefter ribben i hver sit par for tilsidst at vende. Det var ikke nemt at sy ribben på. Er der nogen der kender en smartere måde til at lave for?

Jeg håber forårsbukserne bliver tager godt imod, jeg er ihvertfald super tilfreds med begge par :-)











Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...