fredag den 1. november 2013

Sy betræk til puslepude - Babymonth #1

Det her betræk syede jeg sidste år i november da jeg gik og ventede på babys ankomst. Jeg er stadig utrolig glad for det, hvilket er meget heldigt, da man godt nok ser det mange gange om dagen ;-)

Selve puslepuden har plastik betræk og er den billigste fra BabySam til ca.130 kr. 
Stoffet er fra Stof og Stil, men købt tilbage i foråret 2012, så det er ikke sikkert det er i butikkerne længere. 

Jeg startede med at købe puden, måle siderne op og så lavede jeg egentlig bare nogle stykker stof der passede til de mål plus 1 cm sømrum. Jeg valgte at lade bunden være åben så det er nemt at tage betrækket af og på. Desuden gør det at pudens plastik kan "suge" sig fast på puslebordet og puden dermed ligger fast. Det fungerer rigtig godt.
Betrækket består derfor af en overdel, 4 sider og en krans til bund (se billedet).
Det mest tricky er nok den kantede side (for og bag). For at kunne klippe stof dertil satte jeg puslepuden på højkant på et stk A3 papir (eller 2 A4 limet sammen) og tegnede omridset af kanterne op. Derefter rettede jeg linjerne til med en linial og lagde 1 cm sømrum til. Det blev virkelig godt! 
Alt i alt var projektet meget nemmere end jeg havde frygtet.

Ovenpå puslepuden har jeg altid en stofble. Den er hurtig at skifte hvis der sker uheld. Stofbleerne er ikke samme størrelse da de er fundet i genbrug, til gengæld er de samme lækre fuchsia farve. Det har min mor ordnet ved at farve dem med Dylon textilfarve. 
P.s. hun har altså ikke givet 80kr for farven, men fundet den i en rodekasse hos Matas til 10kr. Så hold øjnene åbne ;-)

I morgen viser jeg flere billeder og fortæller hvordan min kæreste har bygget vores puslebord.








Så blev det november - Babymonth

Yeah, så blev det den 1.november.

Der er allerede begyndt at pible skønne indlæg op rundt omkring, med diverse baby relaterede kreasysler. Husk du kan finde alle deltagere i blogrollen til højre her på siden eller klikke ind til Laralil og se en liste her.

Jeg har faktisk længe gerne ville vise de ting vi har lavet til vores baby. Tænk nu er det et år siden vi gik, spændte og ventede på hvem der ville komme ud til os...

Nu er hun her. Og i mellemtiden er hun blevet 10 mdr gammel... Wow.

Jeg har som mange andre, planer om at vise syede, hæklede og strikkede projekter. Og så lige et par handyman projekter ;-) Mit første indlæg kommer i aften.

Herunder er et udsnit af hvad der bl.a. kommer.
De første ting jeg viser tog jeg faktisk billeder af for flere måneder siden... Derfor er det også en meget lille Klara Johanne (5 mdr gammel) der poserer <3 <3 <3








torsdag den 31. oktober 2013

Blogroll med "Babymonth/Sy til din baby" deltagere

I morgen går det løs med Babymonth arrangeret af Laralil. Du kan stadig nå at deltage; se mere her.

Der er lige nu næsten 80 deltagere! Hvor bliver det spændende at se hvad der bliver vist frem og ikke mindst i hvilken version tingene bliver vist frem. For mon ikke mange af os har lidt de samme ting på programmet ;-)

Sabrina med bloggen SaJuMe har været så smart at lave en blogroll med alle deltagerne. Den ide skyndte jeg mig da lige at nappe.
Du kan derfor nu se en oversigt over alle deltagerne i højre side under billedet.

De billeder af babyting jeg plejer at have i højre side er blevet flyttet ind under hver deres kategori (strik, hækling, sy), som du finder i toppen af bloggen.

Vi ses i morgen :-)


lørdag den 26. oktober 2013

Adventsgaver

Egentlig havde jeg ikke tænkt at KJ skulle have adventsgaver. Hun har jo allerede alt hvad hjertet kan begære, hun er 9 mdr gammel og nok rimelig ligeglad med gaver. Desuden kommer både julegaver og fødselsdagsgaver også inden for de næste 2-3 måneder....

...Men da jeg så et godt tilbud på Instagram, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at slå til!
En af de søde personer jeg følger havde den store Brio gravhund til salg for 150kr!
Normalprisen er 600kr, og den kunne jeg jo godt have kommet til at købe på et tidpunkt alligevel.
Derudover havde sælgeren faktisk også Brio komfuret, en racerbil og klovnen til salg! Jeg kan næsten ikke få mig til at skrive hvad vi gav for alle fire ting i alt, i frygt for at vække for megen misundelse ;-) Har du nået at gætte? Her kommer prisen: Alle fire ting kom med os hjem for 200kr!
Jeg er simpelthen så glad for handlen og er sikker på at de vil give KJ mange timers leg og glæde.

Og sådan gik det til at KJ alligevel får adventsgaver i år. Brugt legetøj vel at mærke. Nu skal det bare lige shines lidt og derefter pakkes ind.

Giver du dit barn brugt legetøj?







...forresten så jeg den fineste pastel styling/remake af Brioklovnen i bladet Keiki. Se her for at se bladet (klovnen er på s.88). Bloggerne Line Brønsted viser sin datters værelse frem i bladet og der får man et glimt af at hun har malet Brio klovnen i pastel farver. Det ser skønt ud, og jeg ville ønske jeg kunne finde ud af at gøre det samme. Måske sker det en dag ;-) For at se hele det flotte værelset med pastel toner, klik her.

fredag den 25. oktober 2013

Stofafhængig ...nej da...

Onsdag aften var vi en tur i Aalborg hele familien. Vi havde nemlig købt et skab og noget super fint legetøj brugt (mere om de fine ting i kommende indlæg). Når vi nu skulle heeelt derud kunne vi ligeså godt tage i Ikea og Stof og Stil også, ik! Andet ville jo være dumt, når vi nu var derude. Stofafhængig... Nej da...

De fleste projekter i novembers Babymonth tema bliver nok lavet ud af materialer fra lageret. Meeeen, der var lige brug for lidt mere stof og et par nye mønstre til nogle påtænkte baby projekter ....og en lille smule til mor projekter ;-) Så kan weekenden godt komme an!

Babymonth projekt:

Små håndklæder - Babymonth projekt

Blomstret stretch satin - Oversize trøje til mor
Garnfarvet isoli og lynlåse - Sweatpants til mor
Kogt uld - Vest til mor




onsdag den 23. oktober 2013

Sy selv elefanthue

Det er virkelig blevet hue tid og selvom jeg som skrevet i går ELSKER vores djævlehue; så har vi også brug for en elefanthue.

Synes umiddelbart ikke jeg kan finde en fin en på nettet, eller jeg ved ihvertfald ikke hvilket mærke jeg skal gå efter. Derfor kiggede jeg på stoflageret, fandt det lækreste kvalitets rib (købt hos Skipper Stoffer på Gl.Mønt), tegnede et mønster, klippede og syede. 

Glad og tilfreds med resultatet, prøver jeg huen på barnet.... FAIL. Den passer overhovedet ikke. Øv. Så jeg må vist ud og låne en hue der passer, tegne den af og sy en ny.
Rigtig ærgerligt den ikke passer, for den blev faktisk rigtig fin og ovenikøbet vendbar! Den blev nemlig syet efter DENNE fine vejledning.



Mint djævlehuen på den lille engel

Mint djævlehuen i action! 

Jeg har aldrig moret mig så meget i en anden persons selskab, som jeg gør i hendes. Hun er skøn, smilende, charmerende, sød og utrolig dygtig. Hun er simpelthen en engel. En engel med djævlehue. ...trods mange, alt for mange, nætter med afbrudt og manglende søvn...

Viste i sidste uge billedet på Instagram (@ditts), men kunne ikke lige dy mig for at vise billedet her også ;-)

Tror virkelig hun kunne sælge barnevogne den søde lille baby <3



tirsdag den 22. oktober 2013

Mint djævlehue med nye snore

I weekenden sagde min svigermor: "Det bliver altså helt mærkeligt når den søde grønne hue bliver for lille til Klara Johanne, og hun så skal have en anden." Det er SÅ rigtigt! Den mintgrønne djævlehue er nærmest den eneste hue vi brugte til KJ sidste vinter og har brugt dette efterår!

Jeg synes simpelthen den er så kær til hende. -også selvom hun ofte bliver forvekslet til at være en dreng pga af den!

Huen er lavet i en lækker alpakka/silke fra Hjertegarn og kvasten er kanin. Garnet er super lækkert, blødt og slidstærkt. På trods af det kunne stropperne ikke klare at blive bundet mere og de måtte altså skiftes. Jeg har valgt at skifte dem med syede bomuldsstropper. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet :-)

Og kan I huske at jeg jo har en hue magen til? "Heldigvis" var der her i weekenden så koldt at vi havde lejlighed til at lufte vores huer sammen ;-) Se indlægget her og her for flere billeder af huerne.





Min hue er hæklet efter Lutter Idyls opskrift som du finder her, baby djævlehuen er strikket efter en gammel opskrift jeg har på lager.


fredag den 18. oktober 2013

Dåbskjole - opbevaring i syrefri æske

Tænk engang, de sidste 37 år har vores families smukke dåbskjole hængt på en bøjle (oh, skræk og gru!). Da jeg fik kjolen hjem (før vores barnedåb i maj) var det første jeg så stangmaskerne i løbegangen! De så meeeeeget lange ud under tyngden af det store flotte skørt. 

Dengang tænkte jeg at jeg måtte skaffe en fin æske til kjolen. Og så..... kunne jeg slet ikke lige finde ud af what to do. Først da jeg så indlæggene hos Laralil omkring hendes smukke dåbskjoler, fik jeg stikordet! SYREFRI silkepapir og papæske. Nååå, det er sådan den "rigtige" type opbevaring kaldes. 
Så gik jagten på at finde den slags. 

Endelig, nu vi er i oktober, har jeg fået det smukke håndarbejde pakket forsvarligt ned så det er klar til næste gang det måtte skulle i brug :-) Æsken er 60 x 50 x 15, det giver måske en fornemmelse af hvor stor kjolen faktisk er.

...jeg er helt vild med den fine kjole....



onsdag den 16. oktober 2013

Babymonth hos Laralil i november

Dygtige og flittige Anna Svenning bag den flotte blog Laralil har sat et nyt projekt i søen.

BABYMONTH/Sy til din baby

Hun inviterer alle der har lyst til at vise kreationer af babytøj og babyaccessories frem i NOVEMBER måned.

Sikke da en SKØN ide. Det vil jeg helt sikkert gerne deltage i.

Så i november måned vil der ...igen... være BABY fokus her på siden :-)

JEG GLÆDER MIG :-)

Har du selv lyst til at deltage, så klik på billedet og se hvordan.


onsdag den 14. august 2013

Sweatpants til babyen og jeans til moren

Moster og moster har været på hver deres ferie i hhv. Tyrkiet og Spanien. Egentlig skal de slet ikke tage gaver med hjem til os (ud over den obligatoriske grimme magnet, haha), men selvfølgelig havde de ikke kunne lade være med at købe lidt med hjem til den lille mus.

Den ene moster var faldet for disse søde, søde sweatpants fra Zara og den anden for de skarpt neon orange Vans i str.21. Altså, hvor bliver hun bare hipster den lille baby!

For overdrevet søde baby ting, man måske kunne komme til at anskaffe, se mit board på Pinterest: "It's a girl".







Denne gang er det ikke kun babyen der har fået nyt i garderoben. Jeg var nede i byen efter jern-dråber uden smag (!). Spontant kom jeg hjem med disse Mos Mosh jeans fra den nye butik her i byen, Hr og Fru B

Jeg har hørt rigtig meget godt om Mos Mosh bukser. Normalt er jeg meget kræsen med bukser og ender ofte med at have 1-2 par jeg altid bruger uanset hvor mange der ligger på hylden. Så jeg glæder mig til at finde ud af om de her bukser er noget for mig.

....indskudt bemærkning: Ekspedienten sagde at jeg var den første til at købe denne model i deres butik, da den lige var kommet hjem og mente at jeg var en first-mover, hahah... Nja.... Altså jeg kom i yogabukser, træningstrøje og morgen/eftermiddagshår, first-mover bliver jeg nok aldrig ;-)


tirsdag den 13. august 2013

Klara Johannes værelse

Vores hus er fra 1985 og det meste af huset står som da det blev lavet! Indtil videre har vi brugt vores energi på at opdatere haven og nu vil vi stille og roligt gået i gang med at opdatere de enkelte rum i huset. Lige da KJ var landet hos os i januar blev vi færdige med soveværelset som var det første rum vi tog fat på. Næste rum bliver enten KJ's værelse eller mit kontor/værelse. Men hvornår det bliver ved ingen vist, haha.

På trods af fyrretræs tema og lys æggegul farve på savsmuldstapet, har jeg tænkt mig at lave lidt ud af KJ's værelse. Jeg er så småt igang ved at have ændret det fra at være et pulterkammer til et opholds værelse ;-)

Her på billedet er moster ved at lære den lille mus at rokke på Rokkefåret. Det er mit gamle Rokkefår som min onkel sendte som gave fra Kbh til Nordjylland, da jeg blev 6 mdr. Det er altså + 27 år gammelt og har været leget med af alle os 4 søskende. Trods det, ser det stadig fantastisk ud!

I et forsøg på at samle noget af al den skønne inspiration jeg møder rundt omkring på blogs og div, har jeg lavet et board på Pinterest der hedder "Klara Johannes værelse".

Har du nogle gode ideer der skal med på mit pinboard?



..... Mottly holder selvfølgelig øje med alt hvad KJ laver :-)

mandag den 12. august 2013

Min mor og hendes lopper

Min mor er en ægte dronning inden for genbrug og loppe fangst. Hun har gennem årene fundet virkelig mange fine ting til de fleste i familien.

I foråret spottede hun en 25 cm høj Lyngby vase, som hun fik med uden beregning. Henover sommeren har hun samlet et stel der går under navnet "Vejby stel" og fundet det til en slik. Det er til min onkel, der er udvandret til Kbh, hvor lopperne koster alt for meget ;-) Og for nogle uger siden hvor jeg kom hjem stod der 4 fine, hvide FDB stole (Tremmestol Folke Påhlsson) på terrassen. Stole hun lige havde fået (gratis) med hjem fra min bedstes kolonihave. 

Iøvrigt er der blevet bragt masser og masser af andre ting hjem, ikke mindst til lille Klara Johanne.

I går da vi kom på besøg var der igen fine, fine loppefund til os; et stort patentglas fra Weck, en blondetrøje der passer mig perfekt (okay, den havde min mor måske udset sig til sig selv, men nu har jeg den her i Frederikshavn, hihi), et net med guld anker (jeg har altid et net med rundt) og en fin lille hvid krave med blonder til Klara Johanne. 

Er det ikke nogle skønne fund?






søndag den 11. august 2013

Sommerkjolen Iris

Vi arver tøj fra naboen og det er bare rigtig dejligt at kunne supplere Klara Johannes garderobe med en masse gratis ting. Det er vist også godt for miljøet, godt for hende, da tøjet så har været vasket nogle gange og godt for morens baby-shoppe-budget.

Tilgengæld syer jeg i ny og næ noget til den store pige på 3 år vi arver fra :-) Denne gang skulle hun have en kjole.

Man får sig nogle yndlingsmønstre. Kjolen Iris fra Stof2000 er helt sikkert en af mine yndlinge. Den har kjole er faktisk nummer 9 jeg har lavet. Løbende er jeg blevet lidt bedre til at sy og opmærksom på små detaljer der kan gøres bedre. Men der er altid noget der kan blive bedre.

Onsdag aften hvor jeg skulle til at sy denne kjole (som har ligget klippet ud i mange uger...), så jeg tilfældigvis et indlæg hos Kreakuller og Krudtuglen, netop med en Iris kjole lavet i småblomstret stof. Majkens udgave er utrolig fin og hun har mange fine detaljer, som jeg må prøve at gøre hende efter næste gang jeg laver kjolen. Se bare her hvor flot den er. En af de ændringer jeg nåede at prøve af var at lade skørtet rynke hele vejen langs bærestykket, i stedet for at lave de to læg der er på mønsteret. Jeg synes det ser rigtig sødt ud og vil helt sikkert lave det igen.

Jeg synes modellen er meget yndig både til små og store. Specielt kan jeg godt lide den finish kjolen får ud og indvendig ved at den er med dobbelt bærestykke. Desuden er det en model der passer henover lang tid, da det jo egentlig bare er over brystet den er stram. Den jeg har syet til Klara Johanne (str.74) har hun kunne passe fra 3 mdr og passer den stadig nu hvor hun er 7 mdr.

Jeg har lagt 10 cm på længden af den her str.104, da modellen er lidt kort. Næste gang bliver det kun 5-7 cm der bliver lagt til, da det her viste sig at være lige lidt rigeligt.

Hos Groovybaby...and mama så jeg at ideen med at lave bindebånd i nakken i stedet for knap og trense. Som så mange andre er jeg slet ikke færdig med neon endnu, så det måtte blive neon gult bånd der blev lukning i nakken :-) Kjolen er også syet med neongul tråd, men det synes jeg faktisk ikke er så tydeligt. Næste gang vil jeg lave flere pyntestikninger for at markere at det er en speciel tråd der er brugt.

Jeg sætter ikke bånd i ærmegabet som mønsteret foreslår, men folder i stedet sømrummet ned og kantstikker det 3 mm inde. Næste gang vil jeg også lave ærmet med 3 mm stikning og ikke de 5 mm som på denne.

Sluttelige en kort bemærkning om stoffet; Det er købt i Rema1000 for nok 3 år siden. Via Instagram har jeg fundet ud af at det faktisk er en kopi af et Liberty print der hedder Phoebe. Det anede jeg ikke. Men fint, så kan jeg få mere af det søde print når jeg meget snart løber tør. (...dog til en lidt anden pris.... kan evt. købes her)

Kjolen blev afleveret i dag og der var en lille pige der blev meget glad og straks skulle have kjole på inden hun skulle videre på besøg hos sin farmor :-)












lørdag den 10. august 2013

Girls Style Book, japanske symønstre

Når nu det fine Liberty ligger og frister på hylden er det nødvendigt med fine mønstre.

Rundt omkring på diverse blogs fremvises der fine, fine kjoler syet ud fra japanske mønstre. Efter at have læst et indlæg om en af bøgerne hos GroovyBaby and mamma kom jeg til at klikke bogen hjem ;-)

Mønstrene starter dog først fra str.2 år, så det varer lidt inden der kan blive fine kjoler til Klara Johanne. Indtil da er bogen hyggelig at bladre i.

Bogen er købt lige her.

mandag den 5. august 2013

Liberty stof

Jeg har købt nyt stof. Igen... Lækker Liberty luksus stof hos Shaukat.co.uk. Det er ikke specielt meget billigere end i DK, når VAT og forsendelse kommer oveni, men de har et KÆMPE udvalg!

Min lille lækre bunke af luksus stof ser nu sådan her ud:


.....suk.... hvor bliver jeg glad af at se på de lækre prints... :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...